Nyborg FM med Radio Høloftet
Høloftet, Thyholm.
Flere informationer om Nyborg FM med Radio Høloftet-billetter
Nyborg FM præsenterer Radio Høloftet - eksklusivt backstage i Høloftets stuer for MAX 30 gæster Måske var du med, de sidste par gange, vi havde besøg af Jesper Nyborg. Du kender ham måske fra Nyborg Station på P4 og P5. Han er blevet én af Høloftets særdeles gode venner og så kommer han gerne forbi Høloftet og laver eksklusiv radio. Men det er altså en helt særlig slags radio… som kun kan høres denne aften på Høloftet. Det bliver ikke sendt, det kan ikke streames… det er ægte live med dig som gæst i studiet Du skal se dette for dig: I stedet for at slænge dig i sofaen derhjemme og skrue op for din radio for at nyde go’ musik, så ta’r du nu din bedre halvdel, den gode ven eller kollega under armen, og drager mod Høloftet. Og denne gang igen i det helt intime set-up – backstage i Høloftets stuer. Og vi sælger MAX 30 pladser Her afvikler Jesper Nyborg 2 timers radio. Du finder en plads, henter måske serveret et glas vin eller en kop kaffe. Måske du og dine venner har strikketøjet med? Der er plads til hygge denne aften, mens Nyborg FM afvikler Radio Høloftet i stuen. Jesper Nyborg er en storyteller, der ved alt muligt og umuligt om de kunstnere, som du lige gik og troede, du var den eneste i verden, der kendte til. Vi glæder os helt vildt til, at Jesper kommer forbi og vender plader og laver radio på Høloftet. Vi er vilde med Radio-konceptet, hvor vi får skabt aftener, hvor historierne bag musikken i endnu højere grad bliver fortalt. Hvor vi deler musikalske oplevelser, men også vores historier om den. Og når Jesper Nyborg så samtidig inviterer en musiker, som ville tage os med in i skabelsen af musikken, bliver det for alvor helt vildt dejligt. Denne gang er den musikalske gæst Stella Darla. Bag kunstnernavnet Stella Darla finder man Emilie Dam Ohrt, en sangskriver og producer bosat i København men opvokset i Nordjylland . Hun er en kunstner, der har legende tilgang til det danske sprog. Det er en lyd der føles nostalgisk samtidig med at den er umiskendeligt nutidig. Som at vågne midt om natten og tænde for en film du ikke har set før, men alligevel føler du kender. Ved at bevæge sig flydende imellem genrer som country, americana og folk behandler Stella Darlas sange temaer som komplicerede venskaber, skam, seksualitet og søgen efter identitet. Hun er på vej mod de danske musikscener. Du kan som sædvanligt sms’e ind til programmet, og er du heldig, opfylder Jesper Nyborg dit ønske. Der er vel kun tilbage at sige: Kom og vær med på en rigtig rar lytteoplevelse! Hele herligheden koster kun kr. 100,- + gebyr, og se – det er ikke så galt, når vi har været heldige at trække hele 2 kapaciteter til Høloftet Og det sker på Nyborg FM Radio Høloftet onsdag d. 26. marts kl. 19.00 Nyborg FM går i luften kl. 19.00, men vi drømmer da om, at vi kan spise aftensmaden sammen inden. Så allerede kl. 18.00 er der fællesspisning i Vinstuen. Vildt Gourmet Pålægsbund 4 slags Vildt specialiteter
Nyd vildt gourmet pålægsbrød fra Klosterhedens Vildt sammen, inden Nyborg FM Radio Høloftet går i luften
Røget Krondyr
med urtecreme, pesto og soltørrede tomater
Røget Vildsvin
med aioli, æggestand og asparges
Røget Gråand
med pære vendt i creme og revet peberrod
Røget Fasan
med rygeostecreme og marinerede agurker
Et lækkert og luftigt brød med hør- og solsikkekerner.